Etageareal
Der var en bygning. Den stod fast i jorden, som den var bygget til. Etageareal var dens sjæl, dens omfang, dens væsen. Målene definerede den. Mursten på mursten, gulv på gulv. Folk så på den, og de vidste, at dens størrelse ikke bare var et tal.
Arkitekter tegnede den, ingeniører beregnede den, ejere værdsatte den, skattefolk vurderede den. Arealet, summen af alt bygget, blev noteret i BBR. Kældre, tagetager, vægge der stod mod verden. Bruttoareal blev lagt sammen, målt til yderkanten af murene. Det var sådan, man kendte bygningens sande form.
Beregning og måling af etageareal
De målte det hele. Kældre, hvis de var brugbare. Tagetager, hvis de var til noget. Altaner, hvis de var lukkede. Det var bruttoarealet. Man trak væggene fra, gangene, alt det fælles. Så havde man nettoarealet. Det, som man kunne gå på, bruge, røre ved.
Ingen tog fejl af forskellen. Der var det, som bygningen havde, og det, som menneskene havde. Boligareal var en anden sag. Det, som man måtte bo i. Ikke altid hele etagearealet. Kældre talte ikke med, hvis de ikke kunne leves i. Men det gjorde de sommetider.
Brutto og netto
Bruttoetagearealet var sandheden. Det samlede areal, det fulde mål. Nettoetagearealet var det, som kunne bruges. Det var forskellen mellem skyggen af bygningen og dens egentlige rum. Når folk spurgte, hvad de havde, svarede de ofte netto. Når staten spurgte, var det brutto.
BBR holdt styr på det hele. De vidste, hvor mange kvadratmeter der var. Skat regnede på det, forsikringsselskaber prissatte det. Ingen ejendom uden et areal, ingen værdi uden mål.
Etageareal anvendelse i praksis
Bruttoetagearealet var mere end tal. Det betød skat, afgifter, vurderinger. Det bestemte forsikringspræmier, det afgjorde byggetilladelser. Det sagde noget om, hvad bygningen kunne være, hvad den måtte være.
Nogle gange betød et større areal mere værdi. Andre gange betød det større udgifter. Ejere vidste det. Købere vidste det. Rådgivere talte om det.
Indflydelse på markedet
Bygninger fyldte byerne. Etagearealet bestemte, hvordan de stod. Små eller store, dyre eller billige, attraktive eller oversete. Byer voksede opad, ikke kun udad. Arealet var en grænse, en lov, en usynlig væg, som bestemte, hvad der kunne bygges.
I kvarterer, hvor kvadratmeter var guld, var etagearealet det vigtigste. I andre områder betød det mindre. Men altid var det en faktor. Altid talte det med.
Hvem bør kende tallene
De, der tegnede. De, der byggede. De, der købte og solgte. De, der forsikrede. De, der vurderede. De, der satte priser. Ingen kunne ignorere etagearealet. Det var ikke bare mursten og cement. Det var bygningens stemme.
De, der kendte tallene, kendte ejendommen. De vidste, hvad den kunne, hvad den var værd, hvad den betød. Uden arealet var der ingenting.